Sådan foregår begravelse
En kirkelig begravelse eller bisættelse er et afskedsritual og en højtidelighed, hvor de pårørende tager afsked med det familiemedlem eller den ven, som er død.
Den grundlæggende forskel på de to ritualer er, at en begravelse afsluttes ved, at kisten bliver sænket i jorden, mens en bisættelse afsluttes ved, at kisten bliver kørt til krematoriet.
Ritualet ved begravelse
Organisten indleder begravelsen ved at spille et musikstykke mens gæsterne kan samle tankerne. Herefter synger man en salme, inden præsten hilser alle i kirken fra alteret.
Ved alteret beder præsten en bøn og læser en tekst fra Bibelen, og derefter synger man en salme mere. De pårørende er selv med til at vælge hvilke salmer, der skal synges ved begravelsen.
Efter den anden salme holder præsten en tale for den afdøde. Det foregår enten ved kisten eller fra prædikestolen. Talen kan både handle om den afdødes liv og om det kristne håb om opstandelsen.
Efter præstens tale synger man en salme mere, inden kisten bliver båret ud til gravstedet. Det er ofte nære pårørende til den afdøde, som bærer kisten. Resten af gæsterne ved begravelsen følger efter kisten i stilhed.
Der kan læses mere om begravelse på Folkekirken.dk.